Studietur med Jordens Skole - FYN
lør. 19. aug.
|Odense
Tag med Jordens Skole på en dags-tur rundt på Fyn og mød nogle af landets mest spændende og visionære regenerative bønder og haver. Vi får særrundvisninger, smagsprøver og lækre måltider med grønt fra marken. I bussen er der tid til afslapning, samtaler og sang.
Tid & sted
19. aug. 2023, 09.15 – 21.00
Odense, Dannebrogsgade 6, 5000 Odense, Danmark
Om eventet
PROGRAM
9:15 Afgang med bussen CUBUS fra Odense Banegård - Dannebrogsgade 6
Veflinge
10:00 - 13:00 Mikromølleriet Vild Hvede og markhaven Vildrod
Vi ser mølleriet, bageriet og gården St. Vædeled med holistisk afgræsning foruden Vildrods nyanlagte markhave, hvor der dyrkes grøntsager efter permakulturelle og biodynamiske principper. Mød Frederik Richard og Bjarne Schaldemose.
Frokost fra Vild Hvedes bageri. Åbent i gårdbutikken.
Skalbjerg
13:30 - 14:30 Jordens Skole Skalbjerg Høje
Jordens Skoles ‘gå til have’-hold har siden september 2022 omdannet en hestebønne-mark til et frodigt læringsrum med markedsbede, hügelbede, hørbede, organiske bede, kompoststationer, minidrivhus og bålplads. Mød holdets koordinator Lisbeth Ingeman Sørensen og jordens ejer Christian Tast, som også er vores chauffør på turen.
Diernæs
15:00-17:00 Fru Fengers Have Blomst & Bønne
Kristine Fenger viser rundt i sin frodige og mangfoldige have med en stor diversitet af planter til både dyr og mennesker. Der er vilde overdrev med vintergræsning, skovhave, blomsterværksted, grøntsagsmarker og ‘verdens mindste planteskole’, som er åben for os efter rundvisningen.
Ringe
18-20:30 Palleshavegaard
Vi får et særligt indblik i et familiedrevet mikrolandbrug, som er under økologisk og biodynamisk omlægning og rummer ansatte med særlige behov. Gården har skovgrise, market garden, væksthuse og svampeproduktion.
Gårdens ansatte laver aftensmad til os bestående af stedets egne produkter. Som betaling for rundvisning hjælper vi en halv time i marken (medbring evt havehandsker).
PRAKTISKE OPLYSNINGER
Mødested og tid
Vi mødes på Odense banegård kl. 9 - afgang derfra med vores bus kl. 9:15
Retur samme sted kl. 21.
(Det vil være muligt at stige på bussen i Skalbjerg kl. 8:40 eller 13:30)
Transport
Det unikke busselskab CUBUS (VIP-bus med klaver) transporterer os rundt fra sted til sted. Vores chauffør hedder Christian Tast og han har toilet, tekøkken og sågar klaver og sangbøger i bussen.
Tilmelding
Tilmeldingsfrist 1. august. Gå direkte til billetto for at sikre dig en plads. Eventet hedder 'Studietur med Jordens Skole' Vi udbyder 30 pladser. Når du har købt billet hjælper vi gerne med at sætte dig i kontakt med andre, du vil kunne køre med eller følges med i toget til og fra Odense. Hvis du er elev på Den regenerative Jordbrugsskole tilbyder vi en særlig rabat. Skriv direkte til os.
Pris
Dagsturen koster 775 kr. inkl. måltider og kaffe/kage (+ billetto gebyr). Prisen inkluderer desuden bustransport til og fra Odense Banegård og særrundvisninger på gårdene. Drikkelse kan tilkøbes. Opnår vi ikke tilstrækkelig tilslutning til at turen kan gennemføres, returneres pengene automatisk pr. 1. august.
Kontakt:
Har du spørgsmål er du velkommen til at sende os en mail: kontakt@jordensskole.dk