top of page

BLOG: NOTATER FRA LIVET UNDER JORDEN




Jord er det nye sort - og fotosyntesen verdens vigtigste viden

Fortællingen om, hvordan fotosyntesen virker, kan man ikke få for tit. Vi har alle hørt den i skolen. Men når den bliver anskueliggjort så kompetent og pædagogisk som på kurset i permakultur, Permakulturhaven Myrrhis, åbner det for ny forståelse og nye perspektiver. Det åbner for wow-faktoren, fordi der er tale om en langt mere holistisk forståelse. Selv på biologistudiet på landets højeste læreanstalter, bliver fotosyntesen ikke udlagt med samme form for dybde og sammenhæng.

Fotosyntesen er forudsætningen for alt liv på jorden og den er særlig vigtig at forstå for os - generationen, som skal sikre nye måder at dyrke på, der binder mere CO2 end vi udleder.




Permakultur-tanker og metoder Min bonusdatter Esther på 20 år og jeg pakkede teltet og drog på kursus, fordi vi begge er interesserede i at lære om de permakulturelle metoder og tanker. Jeg er det, fordi jeg gerne vil uddanne mig til 'fremtidens landmand' og selv sammensætter modulerne! Esther er interesseret i bæredygtighed og i at engagere unge mennesker i klimabevægelsen. Hun vil gerne i praktik i et regenerativt jordbrug efter gymnasiet. Vi fik begge meget ud af at være i permakulturhaven, sanke urter og sidde på skolebænken i Frilands fælleshus.


Nu forstår vi på et dybere plan, hvorfor det er så vigtigt ikke at grave, pløje og vende jorden for meget. Indlysende, fordi vi risikerer at slå orme ihjel, men vi forstyrrer også mikrolivet og vender op og ned på alting, så de små organismer risikerer at dø og må vokse forfra, fordi der ikke er ilt nok, eller fordi de ikke er vante i det nye miljø, de lander i. Ved at grave, pløje og vende jorden risikerer vi desuden at ødelægge plantens mycorrhiza, som er ekstremt tynde hyfer (tråde), der kan brede sig flere kilometer ud i jorden. Hyfer vokser omtrent 1 meter om året og kan kommunikere med andre planter, forberede og beskytte mod insektangreb og hente vand og mineraler til planten. Men det mest fantastiske er, at måden hyferne henter mineraler er ved at udskille syre, som kan opløse mineraler fra ler, sand, sten og grus. Det kunne den ikke gøre uden bakterier og sukker, dvs. uden fotosyntesen og et rigt og mangfoldigt mikroliv omkring planten. Det siger sig selv at disse fine hyfer, der kan udløse fx phosphor fra sten ikke kan lide giftstoffer.

Vi forstår på et dybere plan, hvorfor det er så vigtigt at mus, fugle og andre smådyr er mangfoldige på jorden, så de kan sprede svampesporer og frø fra sted til sted.

Vi forstår, hvor dyrebare planter er for arbejdet med at omdanne materiale, der ligger på jorden, til næringsrig humus i jorden. At næringsrig og dyrkningsegnet jord er en jord med et højt indhold af humus. Og at humus kan lagre kulstof. Ergo er tilførslen af blade, rødder, bark, grene og træ, døde dyr, halm, uld, tang, dyregødning, kompost afgørende at dække jorden med. Ligesom det sker naturligt i skov og på vilde arealer.


Jorden skal slet ikke være bar

Vi skal altså sådan set bare efterligne, hvad der sker i skoven. Og hvis naturen selv får lov at råde, ja så vil der brede sig planter overalt på jorden (det, som vi kalder ukrudt) - men det er naturens måde at etablere et sundt kredsløb og en levende jord. En jord skal slet ikke være bar. Ved at hæve humusindholdet i vores landbrugsjorde med bare 1 procent kan vi spare atmosfæren for, hvad der svarer til 27 års dansk CO2-udslip. Derfor er dyrkningsmetoderne så afgørende. I dansk landbrugsjord er humusindholdet blevet reduceret med 80 procent siden vi begyndte at sprøjte jorden med gift, tog dyrene ind i staldene, indførte færre sædskifter og fjernede levende hegn.


Vi står midt i en klimakrise og det gode er, at vi faktisk kan gøre noget ved det. Planter skaber jord og jorden kan lagre CO2. Ved at forstå fotosyntesen og planternes behov for organisk føde og deres betydning for levende svampe- og mikroliv under jorden kan vi blive mestre i at nedbringe CO2.




Vi kan derfor varmt anbefale kurser hos Caroline og Tycho i Permakulturhaven Myrrhis i økolandsbyen Friland på Djursland.





               

/ Helle Solvang Grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist, samtaleudvikler, inspirator og kulturentreprenør. Stifter, Leder og grøn folkeoplyser af Jordens Skole.










Læs mere om Jordens Skole lige her:

Hjemmeside: www.jordensskole.dk



bottom of page