BLOG: CIRKELPRAKSIS FOR ET NYT PARADIGME

Helle Solvang - stifter af Jordens Skole
9. aug.
7 min læsning

Opdateret: 11. aug.

Af Helle Solvang At sidde i cirkel er et oldgammelt format. Vi kender det fra historiske fortællinger om tingstedet, indianernes rådslagning omkring bålet og 60'ernes rundkreds. Det føles derfor stærkt at være samlet overfor hinanden i en cirkel. Som organisator af mange møder oplever jeg, at vi i en cirkel forbinder os til vores forfædres måde at tale sammen på om vigtige emner. I cirklen mærker jeg, at vi opnår en højere grad af koncentration og nærvær. Og til forskel fra talerstols-formatet sidder vi sammen, på samme niveau, og er lige-VÆRDIGE. Måden vi sætter stolene på har betydning for kvaliteten af den samtale, vi får. Når jeg leder en samtale eller et møde i cirklen, opløser jeg en del af min lederskabskontrol og dominans og lader alle i cirklen komme til orde. Man skal være klar til at samskabe, lytte til alle, lade de andres tanker og ideer komme i spil og tage dem alvorligt, hvis man vælger cirklen som form. Og man skal sætte tid af til det. Min erfaring er, at den tid, vi sætter af til at lytte til hinanden i cirklen er virkelig godt givet ud. På så mange måder, som jeg vil prøve at komme rundt om her i blog-indlægget.

Gå langsomt for at komme hurtigere mod målet Der er et ordsprog der siger 'Gå langsomt for at komme hurtigere frem'. Det kan bedst forklares med den amerikanske forfatter og lederskabsekspert Simon Oliver Sineks ord "It’s better to go slow in the right direction than to go fast in the wrong direction". I cirklen sætter vi farten ned, lytter til alle perspektiver, stemmer måske til sidst med fødderne og finder den løsning og den retning, der så vidt muligt resonnerer med alle. Når alle er inviteret med ind i samtale om, hvor vi skal hen, er vi mere tilbøjelige til at arbejde dedikeret sammen på at opnå det fælles mål. Når alle arbejder for et fælles mål kan tingene forandre sig hurtigt.

"It’s better to go slow in the right direction than to go fast in the wrong direction" (Erhvervsspecialist Simon Oliver Sinek)

Byg tilliden op Samtale i cirklen kræver tilvænning. Man skal således ikke forvente, at alle deltagere kan føle sig frie, tillidsfulde og klar til at tage medansvar, dele og samskabe i et cirkulært format helt fra starten. Det er derfor en god idé at øve cirkelpraksis, blandt andet at tale sin sandhed frit fra hjertet, så deltagerne efterhånden oplever, at det bliver naturligt og befriende at være til stede med 'alt hvad der er dem' i cirklen.

"Der er ikke så meget i naturen, der er firkantet, det er mere rundt, og sådan" (Elev i 6. klasse fra Ringsted Ny Friskole)

Hold cirklen åben En vigtig opmærksomhed ved at anvende cirklen kan være at give plads til, at nogen kommer eller går. For at holde sig åben for det, skal man sørge for, at cirklen aldrig er hermetisk lukket. Der er noget symbolsk i dette: Opmærksomheden på ikke at lukke sig om sig selv med dem, vi nu er. Man kan praktisere den opmærksomhed ved løbende at spørge, hvem der mangler i cirklen. Det kan være at vi kigger os omkring og spørger, hvem kunne vi også invitere? Måske nogen, der ikke ligner os eller som har nogle andre perspektiver eller kompetencer end os. Det kan være at opøve en attitude som gruppe, der forholder sig åbent til nye, der måtte have lyst at være med. Denne bevidsthed svarer til det regenerative og permakulturelle princip om at søge at skabe mangfoldighed - jeg kalder det på dansk 'grøftekantsprincippet'. Et tip kan være at sørge for at sætte nogle tomme stole klar, hvis nogen skulle dukke op efter mødet er startet. Det er rart, at man således ikke skal til at rykke rundt på alle stole for at gøre plads til én. Blot bevidstheden om, at den ekstra stol er sat frem, er nok til at gøre os klar til at modtage nye deltagere.

Cirklen er en uvant størrelse for mange I vil opdage, når I begynder at invitere til møder i cirklen, at mange mennesker er meget uvante med det. Prøv fx. at invitere deltagerne ud på en græsplænen eller på gulvet i en sal, hvor du beder dem danne en stor cirkel. Prøv at vær stille, mens de former cirklen, hold dig tilbage fra at instruere og korrigere. Iagttag hvor svært det kan være for nogle grupper at skabe en cirkel, som er smuk og jævn, og hvor alle har lige meget plads. Hvis det er passende for situationen, så spørg dem efter nogen tid, om alle har lige plads og om alle kan se hinanden og blive set? Vurder ikke. Lad dem selvorganisere en smuk ligeværdig form. Dette for at give et eksempel på, hvordan I kan lege med cirkelformen og gøre gruppen mere og mere parat til at være cirkel-bevidst. Det er en kropslig sanselig kompetence og en øvelse i at give andre samme plads som en selv. Som det lyder i permakulturens etikker: Omsorg for mennesker, omsorg for naturen og en retfærdig fordeling af ressourcerne. Det er, hvad vi kan opøve kropsligt og erfaringsmæssigt i forbindelse med cirkelpraksis.

Et nyt regenerativt, feminint paradigme Når jeg ofte anvender cirklen, er det primært fordi, jeg ikke ønsker at spilde min tid på møder, hvor vi ikke er nærværende sammen. Min påstand vil være, at vi kunne holde færre og kortere møder, hvis flere af dem blev holdt i cirklen. I det mindste rundt om et bord, hvor vi er ligeværdige, og hvor vi er opmærksomme på, at alle får mulighed for at ytre sig og blive hørt. Vi sparer en masse mail-korrespondance, bøvl og opfølgende møder, hvis vi giver os tid og sikrer at koncentrationen er høj.

Cirklen kan ses som symbol på at forbinde, holde sammen, skabe syntese, inddrage etc. Nogle vil kalde dem 'feminine egenskaber', og det er således dem vi opøver, når vi har meningsfulde samtaler og møder i cirklen. Jeg anvender desuden cirklen, fordi den for mig er symbol på et regenerativt fremtidigt paradigme, hvor vi samskaber med naturen og hinanden, lytter mere og er opmærksomme på menneskelige og naturmæssige ressourcer. Også det, skal vi øve os på! Vi er et af de samfund i verden, som afholder flest møder. Så hvorfor ikke øve os på at være cirkulære, hver gang vi mødes! I det mindste noget af tiden.

Vi er et af de samfund i verden, som afholder flest møder. Så hvorfor ikke øve os på at være cirkulære, når vi mødes! I det mindste noget af tiden. (Helle Solvang, Jordens Skole)

Individet og fællesskabet I vores kultur er det ret udbredt at sidde på rækker, når vi er mange, der skal holde møde sammen. De lige stolerækker, hvornår og hvorfor mon de egentlig blev opfundet? Med kirken måske?

Jeg hørte engang et fint argument for, hvorfor man i den kristne kirke sidder på rækker. "På kirkebænken, skulder ved skulder med de øvrige kirkegængere, kan man være tilstede alene med eksempelvis sin sorg og sin samtale med Gud, uden at skulle blotte sine tårer overfor de andre". Man er alligevel på sin vis 'holdt' af menigheden, så det føles værdigt. Hver form har sin styrke. I andre religioner danner man 'kreds' om de sørgende. Danser rundt om dem eller besøger dem hver eneste dag. Det er der ligeledes noget fint og smukt ved.

Vi har igennem de sidste par hundrede år i vesten rendyrket en individualiseringskultur, og med den mest de hierarkiske former. Mange beskriver individualiseringen som noget negativt, men måske kan man se den fase i historien som en vigtig evolutionær udvikling for os mennesker, for det kræver stærke individer, der har en vis selvberoenhed, dyb indsigt i dem selv (foruden en høj faglighed), at kunne samskabe med andre. Og hvis vi antager, at de problemer vi har i vores tid kun kan løses af stærke individer, der bringer deres kompetencer i spil i tværfaglige teams, så er det for mig at se vigtigt, at vi begynder at praktisere i cirklen - allerede fra den første dag i skolen.

Det er svært for de fleste i dag at være i fællesskaber hen over længere tid, for individ-samfundet har dyrket eneren og ikke det kollektivt skabende. Men det er netop, når stærke individer begynder at finde ind i lærende og lyttende fællesskaber, hvor alle har en ligeværdig stemme, at den egentlige leder bliver 'gruppens fælles højere formål'. Det hierarkiske lederskab er hermed ikke aflyst, men kan anvendes som redskab, når det tjener dette fælles højere formål). Det er først, når det sker, at vi kan være skabere af en ny regenerativ tid. Og det kan være inspirerende at huske på antropologen Margaret Meads vise ord om mennesker, der således sætter sig sammen og skaber positive forandringer: "Never doubt that at small group of thougtful committed citizens can change the world, indeed, its the only thing that ever has".

"Never doubt that at small group of thougtful committed citizens can change the world, indeed, its the only thing that ever has" (Antropolog Margaret Mead)