Ingen pessimisme, ingen hænder i bukselommen. Det har aldrig været så nødvendigt og fordelagtigt at dyrke en have, som det er nu.
Denne opsang til haveejerne faldt i 1941 af formanden for kolonihaveforbundet i Randers. Dengang, midt i en verdenskrig for fuld udblæsning måtte man ud og sikre kålen til vinteren. Det spirede frem, ikke alene i kolonihaver og baghaver, men også på byens tage.
“Hvor der er gærende kræfter, skyder det året efter” (Bjørnstjerne Bjørnson, 1860).
En anden fremherskende tendens, når krisen kradser, er samle sig og synge. Under anden verdenskrig samledes tusinder af mennesker til Alsang i parker og på torve for at synge sammen. Som i dag sang de om sommeren, der ‘reder blomstersengen’, og om hvad vi kan lære ‘af nattergalen og lærken over den grønne vang’.
“Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang, og lære kan vi af nattergalen, af lærken over den grønne vang” (Kai Hoffmann 1924).
Begge tendenser har også været tydelige under coronakrisen. I marts, hvor landet lukkede ned, havde flere af os overskud til at gøre haven eller altanen klar og sætte frø i jorden. Og inden vi gik i haven, snuppede vi måske en morgensang på tv sammen med tusindvis af tv-seere landet over. Folk stod i kø ved planteskolerne, haverne forsynede os godt med squash, græskar og bær over sommeren og 200.000 sang dagligt med på ‘Fællessang - hver for sig”.
Men hvad er det for værdier, vi samler os om i haverne og i sangskattens poetiske dybder før og nu? Halfdan Rasmussen skriver i sangen ‘Livet er en morgengave’ om, at det er havens harmoni, der er tiltrækkende. “Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på”. Det kan vi have brug for, når store forandringer banker på.
“Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak” (Halfdan Rasmussen, 1955).
Sangen er inspireret af Voltaires romanhelt Candide (1759), som opdager verdens kompleksitet og erkender, at hvad der virkelig tæller, er at dyrke sin have. At finde glæden og balancen. Men man forstår også på sangen, verdens mindste heltekvad, at det ikke betragtes som særligt heltemodigt.
“Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge” (Jeppe Aakjær, 1917).
Men i disse tider er der noget stærkt aktivistisk over den måde, mange er begyndt at gå i haven på. Jeg har tidligere skrevet om det, jeg kalder ‘Folkebevægelsen for vildsomme haver’, verdens vigtigste bevægelse, som vi almindelige borgere kan være del af uden at skulle vente på politiske beslutninger; Vi kan skabe levesteder for insekter og fugle ved at bidrage til mangfoldighed og blomstermarker på den jord, vi har adgang til.
I min optik er landmænd og villaejerne i Hjørring Kommune helte, når de sammen med Bonderøven og landets bedste biologer skaber ‘sommerfuglebroer’ og tager et opgør med de endeløse græsørkner.
“Se, det summer af sol over engen, honningbien vil fylde sin kurv…” (Holger Drachmann, 1903).
Efter at have set tv-serien gyser det i mig, når jeg ser en robotplæneklipper. Et moderne symbol på det have-syn, der opstod efter anden verdenskrig, hvor man begyndte at kede sig i haverne, benytte kemi og bygge små grønne forsvarsanlæg, som skulle afrettes og holdes nede med hækkesakse. Den slags haver er der ikke skabt hyldestsange for.
“Min barndom gik med sol i sommerhave og gemmeleg i Hybenroseland. Da sommerfuglen landedʼ på min mave, jeg lo af alt det sådan én jo kan." (Anette Prehn, 2018).
En undersøgelse udført af Madkulturen viser, at vi under coronakrisen igen har bygget huler omkring os selv. Hver husstand har skabt sin egen lille kriseboble og ‘hygget sig ud af krisen’ med snacks og vin til maden. Men derudover har flere haft tid til at genforvilde haven, dyrke egne grøntsager og orientere sig efter at købe flere lokale fødevarer. Alt imens vi genopdagede vores gamle sangskat, der gennem digtere som Aakjær, Drachmann og H.C. Andersen netop besynger de summende, bølgende landskaber, de bugnende haver og grøfter som blomstrende skove.
“For ser jeg en bisværm, en gumlende ko, et lysvæld i bøgenes kroner, så kan jeg med sangen mit Danmark betro, den glæde, jeg føler, i toner” (Kirsten Hammann, 1998).
I Hjørring er antallet af vilde bier fordoblet siden ‘Giv og naturen tilbage’- kampagnen‘ startede. Vilde bier er ikke lette at få tilbage, når bestanden først er gået ned, så det er et fantastisk resultat på bare ét år! Og der er i dag fire gange så mange sommerfugle. Hjørrings indsats er et eksempel til efterfølgende i andre kommuner. Og ‘hverdagens helte’ landet over er allerede i fuld gang med at etablere sommerfuglebroer og biboulevarder. Bienthusiaster lægger bi-planer og bygger bihoteller. Der er langt fra den resignation, tilbagetrækning eller lukken sig inde, som Halfdan Rasmussens morgenkvad måske er et udtryk for, og som det ofte fortælles om kriser.
Efter at have set tv-serien gyser det i mig, når jeg ser en robotplæneklipper. Et moderne symbol på det havesyn, der opstod efter anden verdenskrig, hvor man begyndte at kede sig i haverne, benytte kemi og bygge små grønne forsvarsanlæg, som skulle afrettes og holdes nede med hækkesakse. Den slags haver er der ikke skabt hyldestsange for.
‘Hverdagens helte’ landet over er allerede i fuld gang med at etablere sommerfuglebroer og biboulevarder. Bienthusiaster lægger bi-planer og bygger bihoteller. Der er langt fra den resignation, tilbagetrækning eller lukken sig inde, som Halfdan Rasmussens morgenkvad måske er et udtryk for, og som det ofte fortælles om kriser.
Mange har set krisen som en anledning til at gøre op med passiviteten overfor den voldsomme nedgang i biodiversiteten. Og den værdi, der binder den bio-bevidste landmand, haveejer eller forbruger sammen med sangskatten er kærligheden til den naturlige, mangfoldige, frodige natur og det svirrende liv, der pipper, summer og synger.
I den nye Højskolesangbog har flere nye sange om klimasituationen og vores samspil med naturen fået plads. Og selvom vi er ved at miste viben og andre af de fugle vores gamle sangskat vrimler med, så er det opløftende, at der er kommet sange til, der styrker os i, at vi kan klare mange kriser, hvis ‘hundredtusind hænder finder hinanden’ (Simon Kvamm, 2018) og sammen skaber et håb for fremtiden:
“... en fremtid der skabes i tæt symbiose med lærker og viber i engdrag og mose. For vist skal de komme, vil viberne komme igen” (Lisbeth Smedegaard Andersen, 2019).
/ Helle Solvang Stifter, Leder og grøn folkeoplyser af Jordens Skole, dokumentarist og tidligere vært i DR-programmerne Vita, Sproglaboratoriet, Sundhed i P1 og ‘Vis mig din sang, skat’
Læs artiklen online på Avisen Danmark HER
Læs mere om Jordens Skole lige her:
Facebook-side: www.facebook.com/jordensskole
Facebook-gruppe: www.facebook.com/groups/889981558099811
Instagram: www.instagram.com/jordens_skole/?hl=da
Hjemmeside: www.jordensskole.dk