Med etableringen af Fuglereservatet på Rungstedlund gjorde Karen Blixen sit for at sikre, at fuglene kunne finde et frodigt, vildt og mangfoldigt levested, når de søgte hertil fra syd. Alle de tiltag for biodiversiteten, som vi ser i skov- og havebrug i dag, satte hun i spil allerede i 50’erne. Hun var i sit globale udsyn og natursyn bemærkelsesværdigt forud for sin tid.
Artiklen er skrevet til og publiceret i Karen Blixen Museum Magasinet december 2021.
AF
Helle Solvang
dokumentarist, kulturformidler og stifter af ‘Jordens Skole’
I de sidste år af sit liv var Karen Blixen stærkt optaget af sikringen af trækfuglenes kår. Det var hendes frygt, at de et forår skulle komme tilbage fra Afrika og finde asfalt og fliser, hvor der før var skovbund. Derfor stiftede hun Rungstedlundfonden i 1958, hvis formål det er at forvalte de litterære rettigheder og opretholde et fuglereservat på den 15 ha store ejendom i Rungsted. I dag er området ualmindeligt rigt på fugleliv, der er flere hundrede år gamle træer, og fuglereservatet bliver plejet – efter hendes forskrifter – med henblik på at sikre størst mulig biodiversitet:
Der er vildskov, høje træer og våde områder, der alt sammen giver de bedste forudsætninger for fugle. Der er gamle væltede træer, som ligger halvforvitrede hulter til bulter i skovbunden, for at øge mikrolivet til glæde for fuglene, og Karen Blixen Museum må ofte svare på besøgendes undrende spørgsmål: “Jamen, har I da ingen gartner?”. Men museet er Vild med Vilje, og Karen Blixen var mere end 50 år forud for sin tid.
“Der er til Rungstedlund 30 tønder land, have, lund og græsland, det hele – mellem Strandvejens fint holdte haver – noget af et vildnis”.
Uddrag fra Rungstedlund. En radiotale, 1958
Karen Blixen var ‘vild med vilje’ og mere end 50 år forud for sin tid. I dag – midt i den tragiske sjette masseuddøen af arter på kloden – er det værd at fremhæve Karen Blixens pioner-indsats for biodiversitet og fuglenes vilkår. Hun gik mod strømmen i 1950’erne, hvor det blev almindeligt at ‘rydde op’ i skovene, på marker og i private haver. Hun gik ind for ‘vildsomme’ haver og talte for, at haver ikke skulle være alt for friserede. Det meste af Karen Blixens forfatterskab er forankret i 1800-tallets romantiske havesyn og landskaber. Det er det samme landskab, som H.C. Andersen – og senere Aakjær, Thøger Larsen og Drachmann – besynger i deres sange; summende bølgende landskaber med små markstykker, bugnende haver, enge og grøfter som blomstrende skove. Ligesom Karen Blixen i 50’erne lagde afstand til det konforme liv bag ligusterhækken, så var hun mildest talt heller ikke begejstret for det havesyn, der opstod efter anden verdenskrig. Den “uafbrudte række af pyntelige villaer“ langs med Strandvejen gjorde i hvert fald ikke noget godt for hendes yndlingsfugl, nattergalen.
“… for nattergale holder af kvas og nælder og fugtige steder og vil ikke være i alt for velholdte haver”
Uddrag fra Rungstedlund. En radiotale, 1958
Karen Blixen havde jævnligt samtaler med naturkyndige og fugleeksperter, som hun lyttede til. Og det førte til, at hun besluttede, at der ikke skulle anvendes kemiske sprøjtemidler i Fuglereservatet, selvom det på det tidspunkt var tilgængeligt og nyt.
Og da hun stiftede Rungstedlundfonden blev det indskrevet i fundatsen, at der altid skulle sidde en ornitolog – en kender af fugle – i fondens bestyrelse.
“Og fordi trækfuglene på Rungstedlund har betydet meget for mig, har jeg forestillet mig det som et fuglereservat, et rigtigt paradis for fugle, som søgte hertil tværs over verdenshave. For at ikke trækfuglene et forår skal komme fra Amanzimtoti of finde asfalt og fliser, hvor der før var skovbund.”
Uddrag fra Rungstedlund. En radiotale, 1958
Karen Blixen blev betragtet som lidt af en eksotisk fugl i 40’erne og 50’erne. Hun havde krydset ækvator adskillige gange, fløjet over sletterne ved Ngong Hills, haft en farm i Afrika og været på løve- og næsehornsjagt. Men ikke nok med det. Hun havde også i sin bagage et levende reservoir af historisk viden, myter og fortællinger – en rigdom af visdom om de dybereliggende mønstre i menneskenes natur – og om forholdet mellem mennesker og natur. Og hun skrev utrætteligt om den ‘samfølelse med hele verden’, som er nødvendigt, hvis man skal passe på naturen. Hun lod sig ikke påvirke af samtidens litterære trends, men hyldede i stedet i sine fortællinger den evige “samhørighed mellem fortid og fremtid og med det, som omgiver os; naturen”. Med sine fortællinger ønskede hun at åbne vores verden på vid gab og se det hele fra oven – fra fuglenes perspektiv.
“Og angående mit forhold til naturen; Jeg kan slet ikke se, at der er nogen Grænse mellem Naturen og Mennesket”
Karen Blixen i et brev til hendes ven litteraturforsker Aage Henriksen, 1954
Fotograf Annemette Kuhlmann
På billedet ses Karen Blixens biotop nord for København – som takket være forfatterens sans for fugleliv og naturpleje i dag er et af de steder i Danmark, som er rigest på arter.
Helle Solvang er instruktør af filmen Blixen og fugleperspektivet. Her er et lille klip fra filmen, som vises i forbindelse med foredrag og talks på Rungstedlund eller rundt omkring i landets kulturinstitutioner, museer og foreninger.