I år kan Ø-mærket fejre 30 års fødselsdag. Det har været en stor succes. Samtlige forbrugere kender mærket og ved, hvad det står for. I de store byer køber hver anden forbruger altid eller ofte økologi. Og udvalget af økologi er også virkelig fint, hvis man træder indenfor hos købmanden Spar i Hall ved Limfjorden, som jeg gjorde forleden.
Her er der en del varer at vælge imellem for de forbrugere, der går efter Ø-mærket - i Nordjylland er det faktisk næsten hver tredje forbruger. Som Thise Mejeris direktør Poul Pedersen siger, så er Danmark blevet ét stort øko-land, hvor folk fra øst til vest og fra nord til syd køber økologi. Det er godt på flere bundlinjer: Forbrugerne, der foretrækker og prioriterer økologi, viser vejen for fremtidens kostsammensætning.
De spiser sundere end gennemsnittet med langt flere grøntsager i deres kost, og de har et lavere kødforbrug, hvilket gavner både helbred og klima. Ø-mærket har på den måde været en kæmpe succes. Men på et tidspunkt skulle det måske være de giftige fødevarer, der skulle mærkes, frem for de rene?
Jeg voksede op på en gård i den indre del af den inddæmmede Lammefjord i Vestsjælland. Mine forældre havde 50 malkekøer og en alsidig grøntsagsproduktion. Som barn blev jeg involveret i arbejdet med dyrene ved at stakke halm i høsten, hente køerne på marken, når de skulle malkes, hakke og læsse roer, feje og strø. Det var for det meste tungt og krævende arbejde.
Arbejdet med grøntsagerne kunne vi i lidt højere grad tage del i og det var sjovt, fordi vi kunne være med i hele fødekæden. Vi børn var med til at luge, hakke, optage gulerødder, skære kål, sortere, pakke og veje. På skrivebordet i køkkenet lå en bog, hvori vi kunne notere bestillingerne, når kunderne ringede. Det var før internettet, så det foregik pr. telefon. Vi tog imod og skrev ned: femkilo kartofler, fem kilo gulerødder, to kilo rødbeder, to kilo selleri, to kilo pastinakker, to grønkål etc.
Vi havde 750 private kunder fordelt over hele Danmark, og hver tirsdag morgen pakkede vi lad-vognen og kørte alle papirsækkene med bestillingerne til stationen - hver med et lille håndskrevet mærkat på, ofte skrevet med barneskrift. Det var tydeligt at se, at det var et familieforetagende. Og af og til kom kunderne selv forbi og besøgte gården, så de med egne øjne kunne se, hvordan vi dyrkede og havde omsorg for jorden.
Jeg var med på markvandring hos andre bønder, der dyrkede ligesom os. Det gjorde stort indtryk på mig for de havde et langsigtet perspektiv, et helhedsblik og en sans for jordens måde at restituere sig på, som var væsensforskelligt fra de naboer, som boede lige omkring os. Naboerne var herlige, men jeg bemærkede deres overbærende hovedrysten af mine forældres måde at dyrke på. De syntes det var latterligt.
Årene gik og mine forældre gik til møder med andre bønder, som ikke sprøjtede deres jorde. De var pionere og ville gerne organisere sig, samarbejde og have mejerier, der kunne afsætte deres mælkeprodukter. Jeg forstod deres behov for at hjælpe hinanden. Men jeg kan huske, at jeg fandt det skørt, da Ø-mærket kom, at det var de naturlige afgrøder - de ikke-sprøjtede - som skulle mærkes.
Mine forældres grøntsager og mælk fik Ø-mærket i 1990. Vi solgte i stor stil til FDB (nuværende COOP) i Danmark og Sverige - og grøntsagerne blev hentet tidligt om morgenen i gigantiske lastvogne. Detailhandlen støttede således små-skala-landbrugene som dyrkede i overensstemmelse med hvad flere og flere forbrugere ønskede. Og det gav et stort boost til dyrkere som mine forældre og hele øko-sagen. Ifølge FN er små-skala-landbruget det mest bæredygtige landbrug og samtidig det mest klimavenlige, der findes, og langt de fleste landmænd på verdensplan dyrker uden sprøjtning, uden pløjning og med høj grad af regenerering af jorden. De klimabelastende landmænd er i bund og grund i dag koncentreret på ganske få gårde, som til gengæld er enormt store og afstanden mellem kunde og bonde gik tabt i takt med den udvikling. De mindre landbrug gav efterhånden op. Det gjaldt også mine forældre.
De små bøger med de håndskrevne bestillinger har vi endnu. For mig repræsenterer de noget ganske vigtigt, som vi gennem den nye tids gartnere og jordforvaltere kan genopbygge, nemlig den nære og tillidsfulde forbindelse mellem kunde og bonde. Kunde-bonde-fællesskaber pibler frem i disse år sammen med andelsgårde, og fødevarefællesskaber, hvor nærheden genetableres.
Relationen er vigtig, for derigennem får aftagerne større forståelse for udsving i høsten, uforudsigelige insektangreb eller mærkelige former på grøntsagerne. Den nære relation er også afgørende for at vi kan mindske vores groteske madspild. Opgørelser viser, at der er et spild på omkring 40 procent på de afgrøder, vi dyrker af jorden. Spildet sker i alle led fra landmandens sortering, under transporten over alt for lange afstande, i forbindelse med detailbutikkernes udløbsdato-politik, restauranters tag-selv-borde og i hjemmenes travlhed.
Hvis vi får færre mellemled mellem kunde og bonde og større forståelse og kendskab til landmandens virkelighed, så mindsker vi madspildet. Og hen ad vejen kan vi helt droppe Ø-mærket - for med tillid og kendskab til den eller dem, som dyrker, er det ikke længere nødvendigt. Så kan vi nøjes med at mærke de varer, som er skadelige for klima, biodiversitet, grundvand, sundhed og miljø.
/ Helle Solvang - stifter og leder af Jordens Skole Grøn folkeoplyser, dokumentarist og tidligere vært i DR-programmerne Vita, Sproglaboratoriet og Sundhed i P1. Læs mere på hjemmesiden.
Læs artiklen online på Fyens Stiftstidende HER
Læs mere om Jordens Skole lige her:
Facebook-side: www.facebook.com/jordensskole
Facebook-gruppe: www.facebook.com/groups/889981558099811
Instagram: www.instagram.com/jordens_skole/?hl=da
Hjemmeside: www.jordensskole.dk
Commenti