Helle Solvang - stifter af Jordens Skole

15. okt. 20223 min

REJSEBLOG: 'LA FERME BIOLOGIQUE DU BEC HELLOUIN'

Opdateret: 17. okt. 2022


 
Af Helle Solvang
 
I 2016 så jeg første gang den franske dokumentarfilm 'Demain' (Imorgen). Holdet bag filmen opsøgte forskellige konkrete, konstruktive og skalerbare initiativer for klimaet rundt omkring på kloden. Filmen har jeg siden set mange gange - og især historien om en familiegård i Normandiet, blot to timers togrejse nord for Paris, har fænget mig. Jeg kan det udenad! Dette 8-10 minutters indslag har været én af de vigtige impulser til at åbne Jordens Skole, ligesom det har inspireret tusindvis verden over.

Vi møder Charles HERVÉ-GRYER, som har drevet en fem hektar stor familiegård i Normandiet med blandt andet permakulturel inspiration siden 2004 sammen med sin partner Perrine.

De havde tilbage i 0'erne på få år ikke blot fremskabt et paradis på jord, men også en høst, der gav et 10 gange så stort udbytte, som i konventionelle landbrug.

Deres metode er at opdyrke en tæt, mangfoldig bevoksning, plante træer, anvende hestemøg fra naboen og iøvrigt ikke rode i og mase jorden med plov og store maskiner. Helt naturligt og på naturens præmisser. Alt sammen regenerativt opbyggeligt for jordens eget økosystem. En følgesvend fra starten var også målinger af jorden og arbejdsbyrden.

Deres jord var tidligere eng og havde i forvejen et langt bedre humus-indhold end de omkringliggende konventionelt dyrkede marker (12 % mod 0,2 %) og efterhånden som deres skovdesign begyndte at virke, fik de øget mikrolivet i jorden og planternes adgang til vigtige mineraler mv. Sidst med ikke mindst konstaterede de lagring af store mængder CO2 i jorden. Alt sammen faktorer der giver modstandsdygtighed, øger sundheden og giver håb i en klimatid.


 
I dag er gården et af de mest berømte læringssteder for regenerativ og klimavenlig dyrkning i verden, og både journalister, forskere, politikere, celebrities, jordbrugere og studerende valfarter til.

Jeg var én af dem, der drømte om at besøge gården. Der har været flere tilløb foruden en lang nedlukning for besøgende på gården under coronakrisen. Imellemtiden har jeg fulgt flere af de mange online-talks, Charles og Perrine har holdt og læst deres populære bog 'Permaculture - Guérir la Terre, Nourrir les Hommes' fra 2014. Det er en opbyggelig historie, som har inspireret mange til at etablere bæredygtige mini-skovhaver og småskala-jordbrug verden over, ikke mindst her i Danmark.

I september i år drog jeg med toget til Normandiet og tilbragte tre uger på 'La Ferme Biologique du Bec Hellouin'. Fra toget betragtede jeg med en vis gysen, hvordan de gigantiske normanniske kornmarker kæmpede med tørken og lå gule og golde hen. Det var en slående kontrast dertil at ankomme til gården, hvor græsset var friskt og grønt, skovhaven bugnede og træerne nejede under vægten af frugten.
 

 
Jeg hjalp til med høsten og klargøringen af marken til vinterhveden og har dokumenteret mit ophold gennem lyd og billeder. En podcast med Charles HERVÉ-GRYER udkommer ultimo november her på Jordens Skoles medieplatform og kan også findes på bl.a. Spotify og Deezer. Stay tuned. Nedenfor kan du følge min fotoreportage med sensommer-holdet på gården; Charles, Lone, Morgane, Jean-Claude, Lila og undertegnede, og hvor både frodigheden, skønheden og det begyndende efterårs forfald har fundet vej.

God fornøjelse!

Tog Kbh - Normandiet t/r

Høst og overdådighed


 
Holdet - september 2022

Hestemøg og højbede


 
Gårdens giganter


 
Normannisk tågedis

Spejlinger og skønhed

Gæstebud og værtskab

Komposten og den naturlige cyklus

Forskning, måling og jordprøver


 
Mini skovhaven - måske den mest berømte af slagsen i verden!

Tekst & Foto: @Helle Solvang
 

 

En stor varm TAK til Charles HERVÉ-GRYER for at invitere mig indenfor i gårdfamilien og i dette vigtige læringsrum for verden.

Find vej til 'Ferme du Bec's hjemmeside HER

/ Helle Solvang
 
Grøn folkeoplyser, dokumentarist/radiovært, facilitator, kulturiværksætter og inspirator. Stifter og leder af Jordens Skole - medie,-lærings og aktionsplatform for regenerativ udvikling og fællesskab

Læs mere om Jordens Skole lige her:

Facebook-side: www.facebook.com/jordensskole

Facebook-gruppe: www.facebook.com/groups/889981558099811

Instagram: www.instagram.com/jordens_skole/?hl=da

Hjemmeside: www.jordensskole.dk