J(ORD)-BOGEN

I samarbejde med webmagasinet Sustain Daily udgiver Jordens Skole senere på året en opdateret udgave af 'Den grønne parlør', som Helle Solvang fik idéen til i 2015 som vært i programmet Sproglaboratoriet og udarbejdede sammen med P1s lyttere. Meget er sket med sproget, ordene og bevidstheden om den nødvendige klima-handling siden.

Udtryk som ’CO2-fodaftryk’ ’deleøkonomi’ ’bæredygtig turisme’, ’mikroplast’ og antropocæn tidsalder’ er blevet en del af mainstream sproget, hvilket det på ingen måde var i 2015. 


I dag kunne man diskutere om ’grøn omstilling’ stadig er et dækkende begreb, eller om vi har brug for et ord, der har langt flere farver på paletten? Der er ord, som er tæt på at ende som anglicismer, som godt kunne trænge til en dansk pendant, såsom ’rewilding’.


Kort sagt, der er behov for en opdatering af ’Den grønne parlør’. Derfor er Jordens Skole og Sustain Daily gået sammen om at finde de ord, der er kommet til i løbet af de seneste fem år. Ord, som eksempelvis ’Vild med vilje’ og ’regenerativ’. 


Johanne Rytter Stenstrup - co-founder og partner hos Sustain Daily skriver: 


”Vi er meget inspirerede af Helles sproglaborant-projekt "Den Grønne Parlør" som vi i fællesskab vil løfte ind i 2020’erne”. 


Hen over sommeren har vi indsamlet nogle af de dusinvis af nye ord, som Den Danske Ordbog endnu ikke har opfanget, og som endnu ikke er blevet mainstream. Ord, som vi har brug for for at kunne navigere og tage action i en ny og ukendt verden, hvor planter- og dyrearter dør på stribe og mennesker er udfordret af virus og klimaforandringer, OG hvor nye spændende andelsfællesskaber, uddannelser, podcasts og meget mere pibler frem og skaber håb. 


Vi vil meget gerne modtage input og idéer, og hen ad vejen vil vi også bede om hjælp til at få beskrevet ordene og uddybe særlige emner. Den grønne parlør er født som et kollektivt værk, og sådan fortsætter det.
Send en e-mail til helle@jordensskole.dk hvis du har ord, som du synes skal med i J(ORD)-bogen og tid til overs til at hjælpe med beskrivelse af ordene, korrekturlæsning eller andet.

På forhånd tak. 

 

Abonnerformular

51 44 56 10

  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

©2020 by Jordens Skole - sammen bliver vi klogere på jorden. Proudly created with Wix.com